Det var blandt andet overskuddet fra børnebanko i efterårsferien, som Viborg Banko Center og Viborg Børnebibliotek overrakte de glade klovne.
Viborg: Der var som sædvanlig liv og glade dage på børneafdelingen på Regionshospitalet i Viborg i tirsdags. Her var de to hospitalsklovne Fandango og Makaroni nemlig i gang med deres helt særlige stuegang blandt de indlagte børn. Særligt en enkelt kunne næsten ikke vente med at hilse på de to sjove klovne. 8-årige Alex Miburu fra Viborg har nemlig været på hospitalet mange gange og kender efterhånden de to hospitalsklovne rigtig godt. Så han stod og kiggede nysgerrigt, mens klovnene var ved at takke for den flotte donation.
- Vil du med på billedet, som fotografen tager? Hans kamera er kun lidt større end mit, siger Makaroni til Alex og viser ham et kamera, der ikke er større end en tyvekrone. Det kan vist kun tage små billeder, bliver de enige om og snart er de klar med den store check og smiler til fotografen.
De glade givere fra Viborg Banko Center fik ved selvsyn lov til at se, hvad det er hospitalsklovnene egentlig kan, og hvad de betyder for børnene.
De danske Hospitalsklovne er en selvstændig forening, der udelukkende er finansieret af støttemedlemsskaber, fondsmidler og donationer fra virksomheder og private. På den måde kommer det aldrig på tale at spare klovnene væk, hvilket det måske ville gøre, hvis det var en del af sygehusets egen økonomi. Klovnene besøger børneafdelingen i Viborg hver tirsdag og torsdag formiddag og er et vigtigt og kærkomment afbræk i hverdagen på afdelingen, hvor læger og sygeplejersker også bruger klovnene som indgangsvinkel til børnene, hvis de skal udsættes for mindre rare undersøgelser eller stik.
De 40.000 kroner som Viborg Banko Center og Viborg Børnebibiliotek sendte videre til hospitalsklovnene kommer blandt andet fra det meget populære børnebankospil, der foregår hvert år i efterårsferien.
De to hospitalsklovne, Fandango og Makaroni, og afdelingssygeplejerske Dorthe Goul og pædagog Laila Pedersen takkede mange gange for den flotte donation.