Årligt kan internatet formidle nye hjem til cirka 250 katte i nød.
Viborg: Lise Svejgaard, der ejer Egelund Dyreklinik er en stor dyreven, og selvom dyrlægens hjerte banker for både hunde og katte, så har hun gennem tiden gjort katte i nød til lidt af en mærkesag.
Det er baggrunden for, at der inden for kort tid åbner et internat under Dyrenes Beskyttelse på Gårsdalvej 30, hvor Lise Svejgaard også har klinik. Lige nu ombygges der på livet løs i en bygning ved siden af klinikken. Her skal Dyrenes Beskyttelses Internat Viborg åbne, og Lise Svejgaard og personalet på klinikken glæder sig.
- Det handler om at gøre en god gerning. Vi holder utrolig meget af hunde også, men vi ser langt flere sager med katte, der har akut behov for hjælp, og derfor bliver internatet for katte og smådyr, såsom kaniner, siger Lise Svejgaard.
Hun fortæller, at klinikken ser frem til samarbejdet med Dyrenes Beskyttelse, som man allerede oplever gør et stort arbejde for at formidle viden om ansvarligt kattehold til danske ejere. Et arbejde som folkene på Egelund Dyreklinik også allerede har gjort i mange år for egen regning. Samarbejdet falder derfor naturligt for begge parter.
- Der følger et ansvar med det at eje en kat, og det er lidt af en hjertesag for mig at formidle viden om neutralisering, ID-mærkning og vaccination til ejerne. Alle disse ting er gjort ved en kat fra internatet, og samtidig støtter man en god sag og hjælper næste kat, siger dyrlægen.
Desuden er katte fra internatet tjekket af dyrlæge inden afgang.
Hvis man vil have en kat fra det nye internat, så skal man dog forberede sig på, at der vil blive stillet en række spørgsmål. Det handler om at matche kat og hjem korrekt fra start.
- Det er meget vigtigt for os at finde det helt rigtige match fra start, og derfor vil en formidling aldrig foregå efter først-til-mølle princippet. Dyr, der kommer til et internat, har oftest haft nok modgang i livet, og vi skal derfor gøre alt, hvad vi kan for at finde det helt rigtige og blivende hjem til dyrene. Hver kat har forskellige individuelle behov, der skal tilgodeses, og så er ikke mindst kemien meget vigtig, siger Lise Svejgaard.
Hun fortæller, at det er en fordel, at der er to dyrlæger tilknyttet klinikken, som internatet ligger ved. Da hun selv bor på stedet, er internatkattene aldrig alene, og der er altid en dyrlæge tæt på.
Vil du give en frivillig hånd med til pasningen af de nye beboere på Gårsdalsvej, så kontakt klinikken. Det gælder også folk, der gerne vil være plejefamilier, og måske prøve at have en mormis og et kuld små killinger derhjemme, indtil de er gamle nok til at finde nye hjem. Du kan også kontakte klinikken, hvis du vil på venteliste til en kat. Så vil du modtage et spørgeskema.
Dyrenes Beskyttelses Internat Viborg forventer at internatet åbner midt i april.