Du kender måske de små Gjøl-trolde - men vidste du også, at de nu kæmper for at samle penge ind til Kræftens Bekæmpelse.
Danmark: Én gang om året arrangeres det store indsamlingsshow Knæk Cancer.
I det mere skjulte er der nogle små danske trolde, der hver dag året rundt knokler for at indsamle penge til Kræftens Bekæmpelse. De har nu passeret den magiske grænse på 2 millioner kroner i samlet donation.
Nu vil de også til udlandet for at fortsætte arbejdet i den gode sags tjeneste.
Det handler om de små Gjøl-lykketrolde til boligudsmykning. For hvert solgt eksemplar doneres mellem 20 og 50 kroner til Kræftens Bekæmpelse.
Licens til at samle
Projektet hedder Lykketrold Fundraiser og skal gøre den lille Gjøl-trold til en symbolsk frontfigur i kampen mod kræft.
En lang række af kendte danske kunstnere, designere og kendisser har bakket op, og har givet deres kreative bud på, hvordan Gjøl-trolden kan forvandles til en sjov og dekorativ fantasifigur.
Gjøl-troldens skaber, Thomas Dam, døde af kræft i 1989, og hans efterkommere har ønsket at støtte forskningen i kræft. Damfamilien har lavet en aftale med firmaet by Sommer i Nørresundby om at gennemføre projektet med nye kreative udtryk af Gjøl-trolden.
Filmselskabet DreamWorks i USA ejer i dag ejer rettighederne til Gjøl-troldene, og by Sommer og Dam Things har licens til støtteprojektet og salget af lykketroldene i de skandinaviske lande.
Licensen udbygges nu til 111 nye lande i hele verden, og det betyder, at konceptet til kampen mod kræft også kan overføres til en række andre lande.
I første omgang gælder det England.