Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har med en stor millionbevilling valgt at støtte Nyt Viborg Museums kommende udstillinger i det nye bymuseum, der åbner i 2021.
Viborg: Aage og Johanne Louis-Hansens Fond har doneret 8 millioner kroner til det nye bymuseum i Viborg, der efter planen slår dørene op i den tidligere landsretsbygning i Domkirkekvarteret i slutningen af 2021.
- Vi er dybt taknemmelige over, at fonden har fundet visionen om en ny, moderne udstilling om 1.000 års danmarkshistorie fortalt fra Viborg værd at støtte på så generøs vis, siger museumschef Brian Wiborg fra Viborg Museum.
Viborg Museum har i et par år arbejdet med planerne for et nyt og moderne bymuseum i Viborg. Udstillingerne kommer til at fokusere på Viborgs helt centrale betydning i Danmarkshistorien.
Unik formidling
Viborg har med sit landsting, kongehyldningerne, snapstinget og reformationshistorien en unik betydning for retsstatens, kirkens og magtens udvikling i Danmark.
En historie som hidtil har stået uformidlet i museumssammenhæng. Det bliver der nu rådet bod på.
- Det er ganske afgørende for os, at en visionær og kvalitetsbevidst fond som Aage og Johanne Louis-Hansens Fond kan se potentialet i at støtte projektet. Den flotte donation er med til at sikre, at de nye udstillinger får et meget højt fagligt, visuelt og teknologisk niveau, når vi formidler vigtige dele af vores fælles danmarkshistorie, som den har udfoldet sig i Viborg igennem tusind år, siger museumschef Brian Wiborg.
Led i helhedsplan
Det nye bymuseum er et led i udviklingen af Viborg Kommunes helhedsplan for hele Domkirkekvarteret i Viborg.
Med planen får Viborg en mere sammenhængende bykerne med mange muligheder for kulturoplevelser.
Renoveringen af den tidligere landsretsbygning, der skal huse det nye Viborg Museum, går snart i gang.
Med denne donation til udstillingerne kan museets medarbejdere gå i gang med at udvikle nye spektakulære udstillinger.
Augustinus Fonden donerede i fjor 7,5 millioner kroner til museets fremtidige udstillinger.
Den samlede pris på Nyt Viborg Museum bliver forment cirka 100 millioner kroner, hvoraf Viborg Kommune investerer i cirka 64 millioner kroner.